Top 10 - Bedste New Wave-bands

Ja, jeg får jo ikke opdateret min blog så tit, så nu vil jeg begyndt at lave korte top 10-lister over ting jeg kan lide eller ikke kan lide. Så har jeg også en god undskyldning for at lave en overspringshandling i ny og næ.

Vi starter med noget, der ligger mig meget på sinde - nemlig top 10 over de, efter min ringe mening, bedste New Wave bands.



Lige en definition af New Wave, taget fra det engelske Wikipedia (da den danske Wikipedia sutter røv - det er vi altså ikke gode nok til, venner!):
New Wave is an inexact term for a rock genre that originated in the late 1970s and continued in the 1980s. The term started as applying to the anti-pop punk rock music, and evolved to cover the 1980s “haircut bands” playing rock-based danceable pop music. New Wave was basically the reinvention of rock 'n' roll of the 1960s but it also incorporated various influences as well as aspects of mod subculture, electronic music, disco, and funk.
New Wave var altså en bred betegnelse, som nævnt tidligere her på bloggen, og derfor vil jeg lige nævne, hvad jeg regner som New Wave. Betegnelsen er ligeledes hæftet på, hvad der må betegnes som subgenrer, som 2 Tone, Power Pop, Post-Punk. Alternative og Indie er medtaget i det omfang de var med dengang i første halvdel af firserne, da det i høj grad udspringer af Power Pop og Post-Punk. Jeg indrømmer at det er særdeles subjektivt, og til diskussion - f.eks. har jeg medtaget The Jam, mens jeg regner The Clash for punk, og derfor ikke har medtaget dem.


10. Adam & The Ants/Adam Ant
Indrømmet, New Romantics var en mere poppet afart af New Wave - men energiske Adam og hans myrer gjorde det fremragende, med indianertrommer og sørøverinspirerede outfits. Omkring 1983 var de pludselig yesterdays news, og stort set aldrig blevet hørt fra siden, selvom han da har pippet. Sådan kan det gå, når udseendet til sidst bliver vigtigere end musikken - men det var fedt, mens det varede.

9. The Specials
Coventry-bandet, der gjorde ska til et britisk fænomen. Med solbriller, cool påklædning, og punket tilgang og attitude leverede de storbyreggae med nerve og intensitet, og var om nogen dem, der stod bag 2 Tone-bølgen fra 1979-81. The Specials (der nogle gange kaldes The Specials AKA) gik på den britiske top 10 med deres 7(!) første singler. Derefter forlod Terry Hall, Lynval Golding og Neville Staples bandet for at danne Fun Boys Three, da de mente at The Specials var begyndt at lyde for dystre og misantropiske. De tilbageværende havde et mindre hit med "Free Nelson Mandela", men gled lige så stille ud i glemslen i øvrigt. Vi er dog nogle, der stadig husker...

8. Frankie Goes To Hollywood
Fantastisk rocket og energisk new wave fra Merseyside-bandet med en blanding af homoer og heteroer - men de var seje, og ikke spor fesne! "Welcome To the Pleasuredome" er et sjældent set studie i vellyd - få fat i dobbeltudgaven, hvis ikke du har den - og singleudspil som "Relax" og "Two Tribes" hittede samtidig med at de provokerede. Opfølgeren, "Liverpool", fungerede derimod ikke, og derefter opløste de sig selv, hvorefter Holly Johnson gik solo og lavede lortepop. Men i et par år var de verdens sejeste band.

7. Blondie
New Wave-pionererne med pladedebut helt tilbage i 1976 havde en helt unik lyd, og oven i købet en pivlækker sangerinde med modelfortid i front. Fra deres tredje album hittede de bredere, nu med discolyd iblandet musikken, hvilket ikke alle brød sig om. Flertallet klappede dog i deres små hænder, og bandet hittede langt ind i mainstream, ikke mindst med storhittet "Heart Of Glass". I 1982 var det slut, bandet opløstes, og herefter gik Debbie Harry solo med en noget mere poppet lyd. Bandet er sidenhen gendannet, og laver endda nye numre, men det er de gamle travere folk stadig vil høre - og med god grund!

6. The Cure
Enhver der i firserne var en af den slags teenagere, der fra tid til anden - for nogles vedkommende dagligt - havde ondt i sjælen, var The Cure og deres mørke, nærmest gotisk dystre lyd (og fremtoning) bandet, der lavede soundtracks til disse sortklædte unges liv. Robert Smith lød med sin specielle, klagende stemme simpelthen som om han havde ondt - på den fede måde. Deres udtryk landede lige midt i firsernes atomskræk og efterdønningerne af "No Future"-generationen. Midt i årtiet blev deres lyd stadig merer poppet, men alligevel med en speciel melankoli som var særegen. Disintegration fra 1991 regnes for deres største kommercielle succes, og senere gik det hastigt ned ad bakke med ligegyldige albums som "Wish", "Wild Mood Swings" og "Bloodflowers" - men det er på grund af deres tidlige albums, at de har opnået en plads på denne liste.

5. Duran Duran
Høvdingerne af New Romantics, der i sin samtid var så store, at de blev sammenlignet med selveste The Beatles. Fra 1981 fabrikerede de det ene hit efter det andet, i følgeskab med nogle af de flotteste musikvideoer verden havde set (det var vel ret beset også i musikvideoens barndom, men alligevel). Sammenligningen med the Fab Four holdt dog ikke hele vejen, da bandet viste sig knap så langtidsholdbare som deres landsmænd fra Liverpool. Omkring 1985 blev bandet, som så mange andre af de spændende og nyskabende bands fra startfirserne, slugt og ødelagt af mainstream og succes. To medlemmer skred, og de tre tilbageværende fortsatte med en lyd, der ikke var helt så god længere. Bandet har aldrig været opløst, og havde et par mindre hits senere hen - men mon ikke vi er mange fans fra dengang, der kan blive enige om, at "A View To A Kill" markerede deres de facto død? En femteplads for veliscenesat kvalitetspop.

4. The Smiths
Manchester-bandet med forsangeren og rock-poeten Morrissey i spidsen, og med Johnny Marr som guitarekvilibrist, kom bandet med en ny lyd med luftig guitar og melankolske tekster. Uanset hvor skidt man som teenager havde det, kunne man altid finde trøst i, at der i hvert fald var én, der havde det værre - nemlig Morrissey! Hans melodiske stemme og skarpe tekster var unikke i kombinationen med Marr's guitarspil, og selvom bandet kun eksisterede i 5 år, fra 1982-87, var de særdeles produktive, og udsendte 4 studiealbums og 3 opsamlinger, der bl.a. udmærkede sig ved også at indeholde ikke-album singler. Men i 1987 kogte temparementerne over, og de gik hver til sit. Johnny Marr medvirkede på Bryan Ferry's "Betê Noire", og var senere med i Electric med Neil Tennant fra Pet Shop Boys. Morrissey fortsatte sin eminente tekstskrivning i sin solo-karriere - men det er nu aldrig blevet helt det samme uden Johnny Marr...

3. The Jam
Måske et af de største engelske bands nogensinde. De dukkede frem sammen med punkrocken i midt-70'erne, men hvor de delte prædikatet "vrede, unge mænd" med punksene, var deres musik slet ikke så aggressiv, deres tekster langt dybere og mere socialrealistiske - og så gik de i jakkesæt, hvilket var helt uhørt i punk-kredse! Musikken var dels inspireret af punken, dels af 60'er-rock- og beatbands som eksempelvis The Who, men bliver senere også influeret af punk og New Wave. Af samme grund bliver de ofte regnet til mod-revival bølgen fra samme tid, der dog var lange mere præget af Northern Soul-lyden end The Jam var det. Paul Weller var den altoverskyggende skikkelse i bandet, som sangskriver, tekstforfatter og forsanger. Bandet hittede primært i Storbritannien, men gjorde til gengæld i en sjældent set grad: 19 top 40-singler, heraf 9 i top 10, over en periode på 5 år! "That's Entertainment" gik sågar ind som nr. 21 på den engelske singlehitliste - uden at have været udgivet som single i Storbritannien! I 1982 opløste Paul Weller bandet, for at prøve kræfter med mere sofistikeret og jazz- og soulpræget pop i hans nye band, Style Council. Det er dog The Jam vi husker ham for. Paul Weller fik overrakt en pris for "life long achievement" ved Brits Awards i 2006.

2. Kraftwerk
De eneste tyskere på listen opnår til gengæld en høj placering. Kraftwerk står som et af den moderne histories mest stilskabende band med deres rene, minimalistiske lyd. Bandet var de første, der tog det nye instrument, synthesizeren, til sig, og kom hurtigt til udelukkende at fokusere på den elektroniske lyd (hvilket var et held, for hvis I har hørt deres første plader, vil I vide, at det var VIRKELIG underlig musik). Fra og med albummet "Autobahn" fra 1974 lavede Kraftwerk tehcnomusik før begrebet far opfundet, og har i dag fået det velfortjente prædikat "technoens fædre", selvom pedanter nok vil hævde, at bands som Pink Floyd allerede havde været der (dog uden at følge tingene ordentligt til dørs). Uden den tyske kvartet, havde der ikke været en New Wave-scene (idet rigtig mange New Wave i meget høj grad tog den syntetiske lyd til sig, dog uden at gøre det så rendyrket som Kraftwerk). Der havde ikke været en synthpop-scene i 80'erne, og ingen techno-scene i 90'erne. Heldigvis var Krafwerk der, og kunne glæde os andre med spøjse melodier som "Autobahn", "Radioaktivität", "The Model", "The Robots", "Tour de France" og jeg-skal-komme-efter-dig. Egentlige hitmagere blev de vel aldrig, men dengang som i dag blev de fulgt af en stor og trofast skare af tilhængere. Deres plader havde en høj grad af konceptualitet - tag f.eks. "Man Machine" eller "Computerworld". Kraftwerk er stadigvæk aktive, men der er længere og længere mellem snapsene, og snapsene smager noget anderledes end de engang gjorde - de seneste udspil er vel nærmest ovre i Trance-afdelingen. Men engang så man robotter og automatik for sit indre øje, når man satte deres plader på - og dét får de en andenplads for.

1. Depeche Mode
Ja, du så rigtigt. Depeche Mode topper min liste, og det er der flere grunde til. For det første er de gået modsat de fleste andre New Wave-bands, idet de gik fra at spille pop til en mere alternativ lyd, hvor de fleste andre New Wave-bands gik den modsatte vej. For det andet har de, i modsætning til de andre nævnte, haft holdbarhed langt ind i det nye årtusinde, og forsvandt således ikke med firserne. Fra at have lavet lys firserpop på deres første plade, "Speak And Spell", tog de afsked med Vince Clarke (senere Yazoo og Erasure), og begyndte en langt mere mørk, dyster og eksperimenterende lyd fra og med den næste skive, "A Broken Frame". Herefter kommer Alan Wilder med, og dette styrkede i høj grad deres sound. Nærmest som var de Krafwerks lærlinge, (de er da også kraftigt inspireret af tyskerne), blev synthesizers deres fokus, og kun nølende begyndte de så småt at tage mere traditionelle instrumenter til sig på deres sjette plade - dog uden nogensinde at gå på kompromis med den elektroniske lyd. Alene op gennem firserne havde bandet 21 top 40-hits, og tendensen fortsatte langt ind i halvfemserne med yderligere 12 top 40-placeringer, oven i købet med kun 3 albumudgivelser i dét årti. Drengene fra Basildon lever og ånder fortsat, og spiller en udsolgt koncert i Parken til sommer. Jeg er ikke en af de heldige, så derfor: Er der nogen, der har en billet til salg?

Det var så min top 10. Der var selvfølgelig også boblere - her nævnes i flæng Simple Minds, DAF, Echo & The Bunnymen, Nick Cave & The Bad Seeds, Joy Division/New Order, Public Image Ltd., Human League, Devo, INXS og mange flere. Er du uenig? Så smid endelig en kommentar.