2 Tone - The Specials

Der skete noget med vestlig musik i årene fra 1975-1985. Først kom punken med sit fræsende udtryk, og jog en issyl gennem den pænhed og konformitet der prægede den kommercielle musikscene i den første halvdel af 70erne. I kølvandet på punken kom en hel bølge af alternativ musik og nye genrer, der for nemheds skyld blev puttet ind under fællesbetegnelsen New Wave. Bands så forskellige som Simple Minds, Talking Heads og Kraftwerk har alle været betegnet New Wave bands. Andre sub-genrer som New Romantics udsprang også af New Waven, og den tidlige goth og postpunk, repræsenteret ved bands som The Cure og The Specimen har også haft betegnelsen hæftet på sig. Synthpop bliver også set som en subgenre af New Wave - og så er der 2 Tone.

2 Tone? Jasguh! 2 Tone var en ny måde at spille ska på, med klar punket toning, i lyd såvel som attitude. Genren brændte ret hurtigt ud, og havde sin glansperiode fra 1979-81. Flere af 2 Tone bandsene hittede på de europæiske hitlister, og et band som Madness er for længst gået over i musikhistorien (selvom de tidligt i 80'erne gik fra ska til pop). Men glem Madness. Glem The Selecter. Glem Bad Manners med deres energiske skaldede forsanger, Buster Bloodvessel. Glem The Beat, der tydeligt har inspireret The Police's lyd. Kongerne over alle 2 Tone bands hed The Specials.

The Specials - eller rettere deres leder, sangskriver og drivkraft Jerry Dammer - siges at være dem, der opfandt 2 Tone bølgen. Jerry Dammers, der var keyboardspiller, dannede bandet i 1977 under navnet The Special A.K.A., som senere blev ændret til det lidt mere mundrette The Specials. Dammers var kunststuderende, tidligere mod, så hippie og senere skinhead, og havde nu fået øjnene op for en afart af den tungere reggae, nemlig ska. Dammers så begrebet 2 Tone, der jo betyder to farver eller nuancer, som et symbol på raceforbrødring og antiracisme, og der var da også to farvede medlemmer i bandet, guitaristen og sangeren Lynval Golding, og Neville Staple, en roadie der nærmest blev rekrutteret som sanger ved et tilfælde, da han stak en mikrofon i stikket under en øver, og begyndte at jamme med på mundgøgl. The Specials første single, Gangsters, opnåede en 6. plads på den officielle engelske hitliste. Bemærk i øvrigt det punkede udtryk i både lyd og fremtræden. I denne periode turnerede The Specials med legendariske The Clash, og havde desuden samme manager, Bernie Rhodes, som der refereres til i Gangsters indledende speak "Bernie Rhodes knows! Don't argue!"

De næste 6 singler The Specials udgav gik alle Top 10 på den engelske hitliste, heraf to førstepladser, og yderligere to i Top 5. Den seneste, Ghost Town, fik særlig opmærksomhed for at være en politisk kommentar til Thatchers Storbritannien, der i 1981 var ramt af høj arbejdshed og krisen gik især udover minedrift. Således var der områder hvor alting lukkede, og folk var nødt til at flytte fra hus og hjem. The Specials fik idéen til sangen under en turne, hvor de i Liverpool havde set lutter lukkede butikker, og i Glasgow havde ældre damer solgt deres the-stel på gaden for at få råd til at leve.

Efter Ghost Town gik bandet i opløsning. Tre af bandets medlemmer, forsangeren Terry Hall og de to farvede syntes at musikken havde taget en mere dyster og melankonsk retning, og de sagde farvel, og dannede i stedet Fun Boy Three for at lave mere lys popmusik. 2 Tone-bølgen var ved at ebbe ud, og Madness gik ovre til at lave mere mainstreamet popmusik. The Specials fortsatte dog med nye medlemmer, og havde et mindre hit i midtfirserne med Free Nelson Mandela, der dog var langt mere afrikansk og verdensmusik-agtig nummer, end det var egentlig ska.

The Specials er desværre lidt glemte i dag, og det er jo synd. Men nu har du da set og hørt lidt af deres musik - og hvis det så skulle give dig lyst til mere, så søg selv videre. Det er god brug af tid ved computeren.

Identity Crisis

Som nogle ved og de fleste ikke, er min helt store passion tegneserier - nærmere bestemt de amerikanske af slagsen der handler om superhelte. Lettere nørdet, vil nogen bemærke, og det er da også rigtigt. Men der er ikke noget galt i at nørde, så længe man ikke selv ender som nørd - og det ville være løgn at påstå det om denne blogs forfatter. En nørd er en person, der går urimeligt meget op i én ting, som regel en nichedille. Jeg går op i mange ting, f.eks. fodbold, madlavning, ´politik, historie, film, rollespil og mig selv, så nørd, nej. Men interessen og passionen for tegneserierne og de farverige helte vil jeg altid have. Og da alle synes at Marvel Comics er det fedeste, har jeg vanen tro kastet min kærlighed på konkurrentens, DC Comics udgivelser. DC Comics er dem med Superman, Batman, Lynet osv.

Dette blogindlæg handler mere præcist om en ganske bestemt udgivelse. Identity Crisis, hedder den, og er efter min ydmyge mening noget af det absolut bedste der er udgivet i genren i mange, mange år.

Umiddelbart ligner det en helt almindelig amerikansk tegneserieudgivelse. Forsiden prydes af flere af de helt stor koryfæer, bla. Superman, Batman, Lynet og Wonder Woman, sammen med et par mindre kendte helte som Grønne Pil, Hawkman og Zatanna. Men lad dig ikke narre, for slår du op i bogen, åbenbares en genial og overraskende kriminalhistorie. Spoilere følger, så nu er du advaret! - Men bare rolig... jeg skal nok lade være at afsløre morderen.

Bogen starter med et mord. Ralph Dibny, Elongated Man (på dansk hedder han af uransagelige grunde "Gummimanden") er en af de få helte, hvis identitet altid har været offentligt kendt. Desuden er han en af de få helte, der er gift, nemlig med society-kvinden Sue Dibny. Men Sue angribes af en ukendt gerningsmand i deres hjem, og selvom hun forsøger at lave et nødopkald til hendes mand, når han kun hjem tidsnok til at finde hendes forkullede lig, gennemblødt af husets sprinkleranlæg.

Superheltemiljøet er oprørt. For første gang er det lykkedes for en skurk at ramme en af heltene gennem hans private venner eller familie. Den skræk, der altid har hvilet over heltene, og har afstedkommet fænomenet med hemmelige identiteter, er nu blevet til virkelighed. Heltene gør hvad de kan for at opklare mordet - men i mellemtiden angribes The Atom's eks-kone, Jean Loring, af morderen. Denne gang når The Atom dog tilbage i tíde, finder sin eks-kone hængende i en strikke, og får hende gjort fri i tide. Nu tager begivenhederne fart. Lois Lane, som bekendt Superman's kæreste (i disse moderne tider er de blevet gift, ganske som det sker i tv-serien Lois & Clark) modtager et trusselsbrev, og Robin's far dræbes af skurken Captain Boomerang, der er blevet hyret af den mystiske morder. Det bør naturligvis nævnes, at morderen findes til sidst, og at dennes identitet er højst overraskende.

Ovenstående er naturligvis den overordnede historie. For i forløbet med at afsløre morderen, afsløres også en "sammensværgelse" nogle af heltene imellem. Sue blev for mange år siden vodtaget af den psykopatiske skurk Dr. Light, der havde tiltvunget sig adgang til Justice League's hovedkvarter, og fundet hende alene der. Ved samme lejlighed havde han komprommiteret adskillige af heltenes identiteter, og da 7 af Justice League's medlemmer tager ham på fersk gerning midt under voldtægten, beslutter de sig for at hjernevaske ham, og slette de dele af hans hukommelse, der indeholder oplysningerne om heltenes sande identiteter. Heltene forstyrres imidlertid af Batman, der bliver rasende da han ser hvad de er i færd med. Batman tror nemlig ikke på hjernevaskning. De tvinges nu til at give Batman samme behandling som skurken, af de samme grunde - nemlig at bevare heltenes inderste hemmeligheder. Men sammensværgelsen har taget sin told gennem årene, og nu truer den selve Jutice League's eksistens. Og ved Batman alligevel besked?

Historien er mesterlig plottet ud og skrevet af Brad Meltzer, og Rags Morales har lavet fremragende tegninger til historien. meltzer forstår at udnytte mere end 40 års DC historie i sin fortælling, og trækker med sit sub-plot tråde tilbage til 60'erne og 70'ernes superheltetegneserier. Han udnytter det righoldige helteunivers optimalt, og får en banal krimihistorie til at folde sig ud med spænding, og med tråde der rækker langt ind i andre serier, og får konsekvenser for hele DC's univers. Står du nede i Fantask med 250 kr. du ikke ved hvad du skal bruge til, så tøv ikke med at købe Identity Crisis. Jeg lover, at når du først har taget hul på den, læser du den til ende inden aftenen er omme!

Første fristil

Ja, det var nu ikke sådan her, jeg havde tænkt mig at skulle debutere som blogger. Jeg havde forestillet mig noget med en lille reception, et pølse- og patêbord med noget god, mid-priced rødvin i glassene, en lille tale, og et endeløst cool solbrillebærende jazzband som nærmest anonymt spiller baggrundsmusik.

Nja, sådan er det selvfølgelig ikke, og med det er vist også godt det samme. Jeg har aldrig haft det fantastisk med receptioner. Denne smalltalkens galladisciplin, hvor bemærkninger som "hvordan kender du så jubilaren?" er fast inventar. Jeg gider ikke den slags - nærværet er ganske enkelt fraværende. Visse personer dukker oven i købet op til den slags arrangementer uden overhovedet at hilse på værten - men blot stiller sammenplantningen med tilhørende visitkort fra sig på gavebordet, og 8 canapeer senere lister ud af døren på vej på weekend. For det er sjovt nok altid fredag eftermiddag sådan noget afholdes, for folk skulle jo nødigt bruge deres fritid på det!

Ok, indrømmet, det var noget af et sidespring. Men det kan du lige så godt vænne dig til, hvis du har tænkt dig at følge med her på disse sider (det lyder så klumme-agtigt), for sådan er jeg. Pludselig falder jeg over et emne, jeg føler noget for, og så farer jeg afsted. Og det må du undskylde, men der er ikke noget at gøre ved det.

Hvorfor vil jeg så starte en blog? Tja, det er egentlig et godt spørgsmål. For nogle år siden syntes jeg, at det var noget pjank. Så fik alle en, og så var jeg bare på tværs - satte vel en ære i at være gammeldags, ligesom da jeg i årevis vægrede mig ved at anskaffe en mobiltelefon, længe efter at jeg ophørte med at kunne argumentere fornuftigt for min stejle modstand. Men nu er blogskriveriet ikke længere blot et modefænomen, og så vil jeg godt være med.

En anden grund er, at jeg ved et tilfælde - eller rettere: En fejl - faldt over en anden blog her i nabolaget, nemlig på Smartlog.dk. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvilken - der er ingen grund til at fornærme nogen - men jeg blev ganske enkelt lamslået. Denne blog, der handlede om singlelivet set fra forfatterens perspektiv, var ganske enkelt navlebeskuende, uinteressant, selviscenesættende - og slet og ret dårligt skrevet! Det er i sig selv ingen forbrydelse, men det der virkelig chokerede mig var, at den bemeldte blog bliver udgivet på bogform til næste år. Og hvis sådan en gang østrogen-panikaldersbavl kan opnå at udkomme som bog, så er der håb for alle! Og dermed også jeg selv - for jeg skriver jo fremragende. Så hvem ved - om et par år udkommer jeg måske som bog, med alt hvad der hører til af midtersider i Berlingske Søndag, receptioner (åhmingud), talkshow-optrædender, og jeg-skal-komme-efter-dig. Måske bliver jeg endda tilbudt et job som Boogie-vært!!

Det bliver skidegodt!