Der skete noget med vestlig musik i årene fra 1975-1985. Først kom punken med sit fræsende udtryk, og jog en issyl gennem den pænhed og konformitet der prægede den kommercielle musikscene i den første halvdel af 70erne. I kølvandet på punken kom en hel bølge af alternativ musik og nye genrer, der for nemheds skyld blev puttet ind under fællesbetegnelsen New Wave. Bands så forskellige som Simple Minds, Talking Heads og Kraftwerk har alle været betegnet New Wave bands. Andre sub-genrer som New Romantics udsprang også af New Waven, og den tidlige goth og postpunk, repræsenteret ved bands som The Cure og The Specimen har også haft betegnelsen hæftet på sig. Synthpop bliver også set som en subgenre af New Wave - og så er der 2 Tone.
2 Tone? Jasguh! 2 Tone var en ny måde at spille ska på, med klar punket toning, i lyd såvel som attitude. Genren brændte ret hurtigt ud, og havde sin glansperiode fra 1979-81. Flere af 2 Tone bandsene hittede på de europæiske hitlister, og et band som Madness er for længst gået over i musikhistorien (selvom de tidligt i 80'erne gik fra ska til pop). Men glem Madness. Glem The Selecter. Glem Bad Manners med deres energiske skaldede forsanger, Buster Bloodvessel. Glem The Beat, der tydeligt har inspireret The Police's lyd. Kongerne over alle 2 Tone bands hed The Specials.
The Specials - eller rettere deres leder, sangskriver og drivkraft Jerry Dammer - siges at være dem, der opfandt 2 Tone bølgen. Jerry Dammers, der var keyboardspiller, dannede bandet i 1977 under navnet The Special A.K.A., som senere blev ændret til det lidt mere mundrette The Specials. Dammers var kunststuderende, tidligere mod, så hippie og senere skinhead, og havde nu fået øjnene op for en afart af den tungere reggae, nemlig ska. Dammers så begrebet 2 Tone, der jo betyder to farver eller nuancer, som et symbol på raceforbrødring og antiracisme, og der var da også to farvede medlemmer i bandet, guitaristen og sangeren Lynval Golding, og Neville Staple, en roadie der nærmest blev rekrutteret som sanger ved et tilfælde, da han stak en mikrofon i stikket under en øver, og begyndte at jamme med på mundgøgl. The Specials første single, Gangsters, opnåede en 6. plads på den officielle engelske hitliste. Bemærk i øvrigt det punkede udtryk i både lyd og fremtræden. I denne periode turnerede The Specials med legendariske The Clash, og havde desuden samme manager, Bernie Rhodes, som der refereres til i Gangsters indledende speak "Bernie Rhodes knows! Don't argue!"
De næste 6 singler The Specials udgav gik alle Top 10 på den engelske hitliste, heraf to førstepladser, og yderligere to i Top 5. Den seneste, Ghost Town, fik særlig opmærksomhed for at være en politisk kommentar til Thatchers Storbritannien, der i 1981 var ramt af høj arbejdshed og krisen gik især udover minedrift. Således var der områder hvor alting lukkede, og folk var nødt til at flytte fra hus og hjem. The Specials fik idéen til sangen under en turne, hvor de i Liverpool havde set lutter lukkede butikker, og i Glasgow havde ældre damer solgt deres the-stel på gaden for at få råd til at leve.
Efter Ghost Town gik bandet i opløsning. Tre af bandets medlemmer, forsangeren Terry Hall og de to farvede syntes at musikken havde taget en mere dyster og melankonsk retning, og de sagde farvel, og dannede i stedet Fun Boy Three for at lave mere lys popmusik. 2 Tone-bølgen var ved at ebbe ud, og Madness gik ovre til at lave mere mainstreamet popmusik. The Specials fortsatte dog med nye medlemmer, og havde et mindre hit i midtfirserne med Free Nelson Mandela, der dog var langt mere afrikansk og verdensmusik-agtig nummer, end det var egentlig ska.
The Specials er desværre lidt glemte i dag, og det er jo synd. Men nu har du da set og hørt lidt af deres musik - og hvis det så skulle give dig lyst til mere, så søg selv videre. Det er god brug af tid ved computeren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar