tirsdag den 25. november 2008

Identity Crisis

Som nogle ved og de fleste ikke, er min helt store passion tegneserier - nærmere bestemt de amerikanske af slagsen der handler om superhelte. Lettere nørdet, vil nogen bemærke, og det er da også rigtigt. Men der er ikke noget galt i at nørde, så længe man ikke selv ender som nørd - og det ville være løgn at påstå det om denne blogs forfatter. En nørd er en person, der går urimeligt meget op i én ting, som regel en nichedille. Jeg går op i mange ting, f.eks. fodbold, madlavning, ´politik, historie, film, rollespil og mig selv, så nørd, nej. Men interessen og passionen for tegneserierne og de farverige helte vil jeg altid have. Og da alle synes at Marvel Comics er det fedeste, har jeg vanen tro kastet min kærlighed på konkurrentens, DC Comics udgivelser. DC Comics er dem med Superman, Batman, Lynet osv.


Dette blogindlæg handler mere præcist om en ganske bestemt udgivelse. Identity Crisis, hedder den, og er efter min ydmyge mening noget af det absolut bedste der er udgivet i genren i mange, mange år.



Umiddelbart ligner det en helt almindelig amerikansk tegneserieudgivelse. Forsiden prydes af flere af de helt stor koryfæer, bla. Superman, Batman, Lynet og Wonder Woman, sammen med et par mindre kendte helte som Grønne Pil, Hawkman og Zatanna. Men lad dig ikke narre, for slår du op i bogen, åbenbares en genial og overraskende kriminalhistorie. Spoilere følger, så nu er du advaret! - Men bare rolig... jeg skal nok lade være at afsløre morderen.

Bogen starter med et mord. Ralph Dibny, Elongated Man (på dansk hedder han af uransagelige grunde "Gummimanden") er en af de få helte, hvis identitet altid har været offentligt kendt. Desuden er han en af de få helte, der er gift, nemlig med society-kvinden Sue Dibny. Men Sue angribes af en ukendt gerningsmand i deres hjem, og selvom hun forsøger at lave et nødopkald til hendes mand, når han kun hjem tidsnok til at finde hendes forkullede lig, gennemblødt af husets sprinkleranlæg.



Superheltemiljøet er oprørt. For første gang er det lykkedes for en skurk at ramme en af heltene gennem hans private venner eller familie. Den skræk, der altid har hvilet over heltene, og har afstedkommet fænomenet med hemmelige identiteter, er nu blevet til virkelighed. Heltene gør hvad de kan for at opklare mordet - men i mellemtiden angribes The Atom's eks-kone, Jean Loring, af morderen. Denne gang når The Atom dog tilbage i tíde, finder sin eks-kone hængende i en strikke, og får hende gjort fri i tide. Nu tager begivenhederne fart. Lois Lane, som bekendt Superman's kæreste (i disse moderne tider er de blevet gift, ganske som det sker i tv-serien Lois & Clark) modtager et trusselsbrev, og Robin's far dræbes af skurken Captain Boomerang, der er blevet hyret af den mystiske morder. Det bør naturligvis nævnes, at morderen findes til sidst, og at dennes identitet er højst overraskende.


Batman opdager Zatanna i færd med at hjernevaske Dr. Light


Ovenstående er naturligvis den overordnede historie. For i forløbet med at afsløre morderen, afsløres også en "sammensværgelse" nogle af heltene imellem. Sue blev for mange år siden vodtaget af den psykopatiske skurk Dr. Light, der havde tiltvunget sig adgang til Justice League's hovedkvarter, og fundet hende alene der. Ved samme lejlighed havde han komprommiteret adskillige af heltenes identiteter, og da 7 af Justice League's medlemmer tager ham på fersk gerning midt under voldtægten, beslutter de sig for at hjernevaske ham, og slette de dele af hans hukommelse, der indeholder oplysningerne om heltenes sande identiteter. Heltene forstyrres imidlertid af Batman, der bliver rasende da han ser hvad de er i færd med. Batman tror nemlig ikke på hjernevaskning. De tvinges nu til at give Batman samme behandling som skurken, af de samme grunde - nemlig at bevare heltenes inderste hemmeligheder. Men sammensværgelsen har taget sin told gennem årene, og nu truer den selve Jutice League's eksistens. Og ved Batman alligevel besked?


Historien er mesterlig plottet ud og skrevet af Brad Meltzer, og Rags Morales har lavet fremragende tegninger til historien. meltzer forstår at udnytte mere end 40 års DC historie i sin fortælling, og trækker med sit sub-plot tråde tilbage til 60'erne og 70'ernes superheltetegneserier. Han udnytter det righoldige helteunivers optimalt, og får en banal krimihistorie til at folde sig ud med spænding, og med tråde der rækker langt ind i andre serier, og får konsekvenser for hele DC's univers. Står du nede i Fantask med 250 kr. du ikke ved hvad du skal bruge til, så tøv ikke med at købe Identity Crisis. Jeg lover, at når du først har taget hul på den, læser du den til ende inden aftenen er omme!

Ingen kommentarer: