Free Nelson Mandela

Ja, jeg ved det godt. Det blev han for længe siden. Og han lever endnu i en alder af 92 år - imponerende af en mand, der har været i fængsel i 28 år, indtil han fyldte 72 år. (!)

Men da han sad i fængsel, og hele verden skreg på hans frifindelse, begik The Specials AKA denne sang:



Fantastisk nummer, som altid er værd at genhøre - om ikke i Mandela's navn, så i demokratiets.

PS: Peter Thiele blev valgt til Borgerrepræsentationen.

Stem på Peter Thiele

Se godt på den unge mand, hvis hjemmeside jeg her linker til (klik på overskriften). Han er den eneste nogensinde, der har kunnet få denne blog's forfatter til at stemme andet end liste B, hvilket vil ske til november i år. Peter Thiele har nogle meget spændende holdninger til kulturpolitik, som jeg har tænkt mig at bakke op omkring til Kommunalvalget til november.

Det skulle du også tage at gøre - men start med at gå ind på hans hjemmeside og vurder så selv. ;)

PS: Jeg vender tilbage til liste B så snart Bondam kaster håndklædet - og til FV kan Margrethe selvfølgelig som altid regne med min stemme.

Top 10 - Bedste New Wave-bands

Ja, jeg får jo ikke opdateret min blog så tit, så nu vil jeg begyndt at lave korte top 10-lister over ting jeg kan lide eller ikke kan lide. Så har jeg også en god undskyldning for at lave en overspringshandling i ny og næ.

Vi starter med noget, der ligger mig meget på sinde - nemlig top 10 over de, efter min ringe mening, bedste New Wave bands.



Lige en definition af New Wave, taget fra det engelske Wikipedia (da den danske Wikipedia sutter røv - det er vi altså ikke gode nok til, venner!):
New Wave is an inexact term for a rock genre that originated in the late 1970s and continued in the 1980s. The term started as applying to the anti-pop punk rock music, and evolved to cover the 1980s “haircut bands” playing rock-based danceable pop music. New Wave was basically the reinvention of rock 'n' roll of the 1960s but it also incorporated various influences as well as aspects of mod subculture, electronic music, disco, and funk.
New Wave var altså en bred betegnelse, som nævnt tidligere her på bloggen, og derfor vil jeg lige nævne, hvad jeg regner som New Wave. Betegnelsen er ligeledes hæftet på, hvad der må betegnes som subgenrer, som 2 Tone, Power Pop, Post-Punk. Alternative og Indie er medtaget i det omfang de var med dengang i første halvdel af firserne, da det i høj grad udspringer af Power Pop og Post-Punk. Jeg indrømmer at det er særdeles subjektivt, og til diskussion - f.eks. har jeg medtaget The Jam, mens jeg regner The Clash for punk, og derfor ikke har medtaget dem.


10. Adam & The Ants/Adam Ant
Indrømmet, New Romantics var en mere poppet afart af New Wave - men energiske Adam og hans myrer gjorde det fremragende, med indianertrommer og sørøverinspirerede outfits. Omkring 1983 var de pludselig yesterdays news, og stort set aldrig blevet hørt fra siden, selvom han da har pippet. Sådan kan det gå, når udseendet til sidst bliver vigtigere end musikken - men det var fedt, mens det varede.

9. The Specials
Coventry-bandet, der gjorde ska til et britisk fænomen. Med solbriller, cool påklædning, og punket tilgang og attitude leverede de storbyreggae med nerve og intensitet, og var om nogen dem, der stod bag 2 Tone-bølgen fra 1979-81. The Specials (der nogle gange kaldes The Specials AKA) gik på den britiske top 10 med deres 7(!) første singler. Derefter forlod Terry Hall, Lynval Golding og Neville Staples bandet for at danne Fun Boys Three, da de mente at The Specials var begyndt at lyde for dystre og misantropiske. De tilbageværende havde et mindre hit med "Free Nelson Mandela", men gled lige så stille ud i glemslen i øvrigt. Vi er dog nogle, der stadig husker...

8. Frankie Goes To Hollywood
Fantastisk rocket og energisk new wave fra Merseyside-bandet med en blanding af homoer og heteroer - men de var seje, og ikke spor fesne! "Welcome To the Pleasuredome" er et sjældent set studie i vellyd - få fat i dobbeltudgaven, hvis ikke du har den - og singleudspil som "Relax" og "Two Tribes" hittede samtidig med at de provokerede. Opfølgeren, "Liverpool", fungerede derimod ikke, og derefter opløste de sig selv, hvorefter Holly Johnson gik solo og lavede lortepop. Men i et par år var de verdens sejeste band.

7. Blondie
New Wave-pionererne med pladedebut helt tilbage i 1976 havde en helt unik lyd, og oven i købet en pivlækker sangerinde med modelfortid i front. Fra deres tredje album hittede de bredere, nu med discolyd iblandet musikken, hvilket ikke alle brød sig om. Flertallet klappede dog i deres små hænder, og bandet hittede langt ind i mainstream, ikke mindst med storhittet "Heart Of Glass". I 1982 var det slut, bandet opløstes, og herefter gik Debbie Harry solo med en noget mere poppet lyd. Bandet er sidenhen gendannet, og laver endda nye numre, men det er de gamle travere folk stadig vil høre - og med god grund!

6. The Cure
Enhver der i firserne var en af den slags teenagere, der fra tid til anden - for nogles vedkommende dagligt - havde ondt i sjælen, var The Cure og deres mørke, nærmest gotisk dystre lyd (og fremtoning) bandet, der lavede soundtracks til disse sortklædte unges liv. Robert Smith lød med sin specielle, klagende stemme simpelthen som om han havde ondt - på den fede måde. Deres udtryk landede lige midt i firsernes atomskræk og efterdønningerne af "No Future"-generationen. Midt i årtiet blev deres lyd stadig merer poppet, men alligevel med en speciel melankoli som var særegen. Disintegration fra 1991 regnes for deres største kommercielle succes, og senere gik det hastigt ned ad bakke med ligegyldige albums som "Wish", "Wild Mood Swings" og "Bloodflowers" - men det er på grund af deres tidlige albums, at de har opnået en plads på denne liste.

5. Duran Duran
Høvdingerne af New Romantics, der i sin samtid var så store, at de blev sammenlignet med selveste The Beatles. Fra 1981 fabrikerede de det ene hit efter det andet, i følgeskab med nogle af de flotteste musikvideoer verden havde set (det var vel ret beset også i musikvideoens barndom, men alligevel). Sammenligningen med the Fab Four holdt dog ikke hele vejen, da bandet viste sig knap så langtidsholdbare som deres landsmænd fra Liverpool. Omkring 1985 blev bandet, som så mange andre af de spændende og nyskabende bands fra startfirserne, slugt og ødelagt af mainstream og succes. To medlemmer skred, og de tre tilbageværende fortsatte med en lyd, der ikke var helt så god længere. Bandet har aldrig været opløst, og havde et par mindre hits senere hen - men mon ikke vi er mange fans fra dengang, der kan blive enige om, at "A View To A Kill" markerede deres de facto død? En femteplads for veliscenesat kvalitetspop.

4. The Smiths
Manchester-bandet med forsangeren og rock-poeten Morrissey i spidsen, og med Johnny Marr som guitarekvilibrist, kom bandet med en ny lyd med luftig guitar og melankolske tekster. Uanset hvor skidt man som teenager havde det, kunne man altid finde trøst i, at der i hvert fald var én, der havde det værre - nemlig Morrissey! Hans melodiske stemme og skarpe tekster var unikke i kombinationen med Marr's guitarspil, og selvom bandet kun eksisterede i 5 år, fra 1982-87, var de særdeles produktive, og udsendte 4 studiealbums og 3 opsamlinger, der bl.a. udmærkede sig ved også at indeholde ikke-album singler. Men i 1987 kogte temparementerne over, og de gik hver til sit. Johnny Marr medvirkede på Bryan Ferry's "Betê Noire", og var senere med i Electric med Neil Tennant fra Pet Shop Boys. Morrissey fortsatte sin eminente tekstskrivning i sin solo-karriere - men det er nu aldrig blevet helt det samme uden Johnny Marr...

3. The Jam
Måske et af de største engelske bands nogensinde. De dukkede frem sammen med punkrocken i midt-70'erne, men hvor de delte prædikatet "vrede, unge mænd" med punksene, var deres musik slet ikke så aggressiv, deres tekster langt dybere og mere socialrealistiske - og så gik de i jakkesæt, hvilket var helt uhørt i punk-kredse! Musikken var dels inspireret af punken, dels af 60'er-rock- og beatbands som eksempelvis The Who, men bliver senere også influeret af punk og New Wave. Af samme grund bliver de ofte regnet til mod-revival bølgen fra samme tid, der dog var lange mere præget af Northern Soul-lyden end The Jam var det. Paul Weller var den altoverskyggende skikkelse i bandet, som sangskriver, tekstforfatter og forsanger. Bandet hittede primært i Storbritannien, men gjorde til gengæld i en sjældent set grad: 19 top 40-singler, heraf 9 i top 10, over en periode på 5 år! "That's Entertainment" gik sågar ind som nr. 21 på den engelske singlehitliste - uden at have været udgivet som single i Storbritannien! I 1982 opløste Paul Weller bandet, for at prøve kræfter med mere sofistikeret og jazz- og soulpræget pop i hans nye band, Style Council. Det er dog The Jam vi husker ham for. Paul Weller fik overrakt en pris for "life long achievement" ved Brits Awards i 2006.

2. Kraftwerk
De eneste tyskere på listen opnår til gengæld en høj placering. Kraftwerk står som et af den moderne histories mest stilskabende band med deres rene, minimalistiske lyd. Bandet var de første, der tog det nye instrument, synthesizeren, til sig, og kom hurtigt til udelukkende at fokusere på den elektroniske lyd (hvilket var et held, for hvis I har hørt deres første plader, vil I vide, at det var VIRKELIG underlig musik). Fra og med albummet "Autobahn" fra 1974 lavede Kraftwerk tehcnomusik før begrebet far opfundet, og har i dag fået det velfortjente prædikat "technoens fædre", selvom pedanter nok vil hævde, at bands som Pink Floyd allerede havde været der (dog uden at følge tingene ordentligt til dørs). Uden den tyske kvartet, havde der ikke været en New Wave-scene (idet rigtig mange New Wave i meget høj grad tog den syntetiske lyd til sig, dog uden at gøre det så rendyrket som Kraftwerk). Der havde ikke været en synthpop-scene i 80'erne, og ingen techno-scene i 90'erne. Heldigvis var Krafwerk der, og kunne glæde os andre med spøjse melodier som "Autobahn", "Radioaktivität", "The Model", "The Robots", "Tour de France" og jeg-skal-komme-efter-dig. Egentlige hitmagere blev de vel aldrig, men dengang som i dag blev de fulgt af en stor og trofast skare af tilhængere. Deres plader havde en høj grad af konceptualitet - tag f.eks. "Man Machine" eller "Computerworld". Kraftwerk er stadigvæk aktive, men der er længere og længere mellem snapsene, og snapsene smager noget anderledes end de engang gjorde - de seneste udspil er vel nærmest ovre i Trance-afdelingen. Men engang så man robotter og automatik for sit indre øje, når man satte deres plader på - og dét får de en andenplads for.

1. Depeche Mode
Ja, du så rigtigt. Depeche Mode topper min liste, og det er der flere grunde til. For det første er de gået modsat de fleste andre New Wave-bands, idet de gik fra at spille pop til en mere alternativ lyd, hvor de fleste andre New Wave-bands gik den modsatte vej. For det andet har de, i modsætning til de andre nævnte, haft holdbarhed langt ind i det nye årtusinde, og forsvandt således ikke med firserne. Fra at have lavet lys firserpop på deres første plade, "Speak And Spell", tog de afsked med Vince Clarke (senere Yazoo og Erasure), og begyndte en langt mere mørk, dyster og eksperimenterende lyd fra og med den næste skive, "A Broken Frame". Herefter kommer Alan Wilder med, og dette styrkede i høj grad deres sound. Nærmest som var de Krafwerks lærlinge, (de er da også kraftigt inspireret af tyskerne), blev synthesizers deres fokus, og kun nølende begyndte de så småt at tage mere traditionelle instrumenter til sig på deres sjette plade - dog uden nogensinde at gå på kompromis med den elektroniske lyd. Alene op gennem firserne havde bandet 21 top 40-hits, og tendensen fortsatte langt ind i halvfemserne med yderligere 12 top 40-placeringer, oven i købet med kun 3 albumudgivelser i dét årti. Drengene fra Basildon lever og ånder fortsat, og spiller en udsolgt koncert i Parken til sommer. Jeg er ikke en af de heldige, så derfor: Er der nogen, der har en billet til salg?

Det var så min top 10. Der var selvfølgelig også boblere - her nævnes i flæng Simple Minds, DAF, Echo & The Bunnymen, Nick Cave & The Bad Seeds, Joy Division/New Order, Public Image Ltd., Human League, Devo, INXS og mange flere. Er du uenig? Så smid endelig en kommentar.

Stein Bagger - Jagten på den forsvundne narrehat

Egentlig skulle dette indlæg have handlet om England, efter jeg var derovre på forlænget weekend for at besøge noget familie, og fordi jeg er hamrende anglofil. Men sådan gik det ikke - for da jeg kom hjem til Dannevang og tændte for fjerneren, tordnede århundredets (ja, det er jo trods alt kun knap 9 år gammelt) erhvervsskandale frem på skærmen. Bestyrelsesformanden for IT Factory A/S, Asger Jensby, begærede sit firma konkurs, efter at have opdaget systematisk svindel i firmaet til over en milliard kr., begået af den administrerende direktør, Stein Bagger. Ordet "leasingkarrusel" holdt sit indtog i sproget, og Stein Bagger blev med ét slag landskendt, beundret og udskældt på en og samme tid.
Jeg kan ligeså godt gå til bekendelse: Jeg er dybt fascineret af sagen. Ikke fordi Stein Bagger er denne her intelligente psykopat, der manipulerer folk. Ikke fordi der er milliarder på spil. Men fordi det i det hele taget har kunne lade sig gøre. Det er nemlig intet mindre end utroligt, at denne mand gennem en årrække har kunne føre folk bag lyset.

Manden har været fremstillet som en intelligent psykopat, manipulator, charmerende, og meget andet. Jeg skal ikke kunne udtale mig om hans charme, men er da sikker på, at hvis det er sådan folk opfatter ham, må det jo være rigtigt. Men hvad det andet angår, siger jeg: What a load of Bollocks!

Jeg køber det ikke. Min teori er noget mere simpel, og sikkert også langt mere kedelig - men jeg har haft ret indtil nu, hvilket jeg må indrømme medfører en del ærgrelse over ikke at have skrevet nærværende blogindlæg for 4-6 dage siden. Tænk hvor berømt jeg kunne have blevet!! Nåmen, det var et sidespring... min teori er simpel: Manden er slet og ret en platugle, der har været usandsynligt heldig! Hverken mere eller mindre. Hans held har dels bestået i, at han er blevet involveret i forretninger på et højt plan, og dels i at ingen har kigget ham efter i kortene.

Lad os prøve at se på hvad vi ved om has karriereforløb: Han gåt ud af skolen som 15-årig for at gå i smedelære. Smedeuddannelsen springer han fra 6 måneder for han er udlært. På det tidspunkt har han opdaget fitnessmiljøet, og professionelt hører man kun om, at han har solgt træningsvitaminer eller noget i miljøet, og at kunder ikke fik deres varer, fordi "skibet med leverancen gik ned". Herefter ved vi faktisk ikke rigtig noget om ham, før han dukker op i IT Factory og er tidligere model, elitesportsmand, har to bachelorgrader, en MBA og en PhD. Han har efter eget udsagn en lang karriere bag sig i Macdonalds, Danish Crown og SAS Service Partner. Vi har imidlertid ikke hørt udsagn fra disse, eller eventuelle tidligere kolleger, hvorfor det givetvis er løgn og latin. Vi har altså et hul fra da han forlod smedelærepladsen, omkring 86-87, hvis ikke jeg tager meget fejl, og frem til 2001 - dog ved vi, at han i 1993 var medstifter af Future Quality Systems, og herefter en lang række andre selskaber, men vi ved ikke hvornår han skulle have taget de to bachelorgrader, eller hvordan han har klaret adgangskravene. Her er hvad vi officielt ved, men hvis man prøver at sammenholde oplysningerne lidt, stemmer de ingen steder.

Jeg tror at de gamle selskaber har været noget IT-fusk, måske endda "karruseller" der aldrig rigtig har fungeret, eller også har fungeret i det små, og det kører derudaf et stykke tid. Tildsidst er Bagger tilfældigt havnet i et selskab, nemlig IT Factory, som i øvrigt går konkurs i 2003, og som en pengemand, nemlig Asger Jensby, pludselig interesserer sig for.

Bagger øjner en chance. Han overtaler Jensby til at investere, og Bagger sidder nu pludselig med adgang til langt flere penge en han tidligere har haft. Han begynder at trække penge ud. Ikke meget til at starte med, men nok til at få råd til den livsstil han ønsker. Mere bliver til mere, og tilsidst er det mange, mange millioner kroner det drejer sig om. Måske, måske ikke, får nogen i eller udenfor firmaet nys om det, og skal betales. Der er i hvert fald noget der tyder på, at nogen allerede der har luret ham - for i 2003 finder Amagerbanken anledning til at anmelde virksomheden til politiets bedrageriafdeling. Politiet har desuden haft kig på virksomheden på foranledning fra Skat i lidt over et år. Det tyder altsammen på, at det hele ikke har været så veludført og fremragende planlagt, som man som antog tidligere på ugen. Bagger har ikke haft overblik, men været grebet af en det-går-skidegodt-bølge, og tilsidst er hans numre vokset ud af hænderne på ham - f.eks. da Computerworld og Blog-journalisten Dorte Toft begynder at interessere sig for virksomheden, og subsidiært, Stein Bagger og hans baggrund.

Men dette er ikke det eneste af Baggers problemer. Han begynder at skulle bruge penge udefra, for at kunne holde karrusellerne kørende. Derfor involverer han Allan Vestergaard, og forsøger at narre ham til at smide penge i virksomheden, under dække at af skulle overtage Jensby's aktiepost, men i virkeligheden skal pengene bruges til at fortsætte karrusellen en tid endnu. Imidlertid overfaldes Vestergaard - hvorfor og på foranledning af hvem vides endnu ikke - af ukendte gerningsmænd, der dog forstyrres af en forbipasserende nabo, og flygter. Og et par dage senere går det galt - det fupnummer Bagger har kørt i stilling eksploderer pga. telefonkoks, og ruller hele affæren op. Vestergaard går til Jensby, Jensby forstår at den er gal, og begynder straks at lede efter uregelmæssigheder, hvilket også forklarer hvorfor de stædigt bliver ved at lede, og til sidst finder det hemmelige kontor. De tænker endnu ikke over det som en kriminalsag, før de har kørt de fundne dokumenter tilbage til IT Factory's domicil og gennemgået dem. Om mandagen afholder Jensby og hans rådgiver, Erik Ove, det famøse pressemøde, og starter hvad der af mange er blevet betegnet "Årets Voksenjulekalender". Bagger er i Dubai på det pågældende tidspunkt, og flygter i panik. Han dukker senere op i USA, hvor han kører fra New York til Los Angeles i en bil han låner af en svensk forretningsforbindelse, som han angiveligt har en række kontakter til. Der er i øvrigt et sammenfald med de personer, de var involveret i den såkaldte "Gizmondo-skandale" - en sag der minder om IT Factory-skandalen.

I Los Angeles melder Stein Bagger sig selv til politiet. Hvad han har brugt tidsrummet fra hans flugt til hans overgivelse på er uvist. Måske har han haft brug for noget tid til at tænke sin situation igennem, og er kommet til den konklusion, at der ikke er nogen udvej. Måske har han brugt tiden på at slette spor. Måske har han lave økonomiske arrangementer - vi ved det ikke. Men han melder sig, og nogle dage efter sigtes Asger Jensby for skattebedrag. Det er sådan cirka hvor sagen er nu, med nogle nuancer tilbage jeg endnu ikke har berørt, men vender tilbage til.

Jeg tror, at ovenstående mere eller mindre er hvordan tingene er foregået. Noget af det er gætteri ud fra foreliggende oplysninger, andet logik. I akademisk tænkning er der en tommelfingerregel der siger, at den logiske forklaring som regel viser sig at være den rigtige. Så vidt jeg ved er det den samme tommelfingerregel politimæssig efterforskning tager udgangspukt i, og jeg tror politiet ved hvad de taler om, når de siger, at de ikke mistænker Jensby i skandalen (idet vi skal huske på, at skattesagen og ITF-sagen ikke umiddelbart er forbundet, med mindre det forholder sig som jeg tror, nemlig at den er endnu et resultat af Baggers udskejelser). Jeg er også enig med dem, når de ikke tror på Baggers foreløbige forklaring om trusler. Jeg tror det er endnu en løgn, for at slippe billigt eller helt. Bagger er en fantast, og han har i sin desperation klynget sig til håbet om, at han kan forklare sin røv ud af kniben. (Sidste nyt: Mystikken breder sig om Jensby's skattesag).

For at opsummere. har Bagger altså været en bondefanger af den slags, der med jævne mellemrum optræder hos Morten Spiegelhauer, der har fået fingrene i den store kagekasse, men tilsidst er blevet fanget i sine egne numres dynamik. Det har været dømt til at blive afsløret før eller siden - men som så mange andre af sin slags, har Bagger ikke haft overblik nok, og ikke været klog nok til, at komme afsted inden det gik galt. Og til det sidste prøver han at gøre det han kan - nemlig at konstruere virkeligheden.

Tilbage står nogle nuancer og spørgsmål, der enten ikke har været berørt eller savner forklaring i min tese:

-Hvordan har Asger Jensby kunne overse at der var noget galt? Hvorfor reagerede han ikke på den anonyme henvendelse?

Det tror jeg faktisk har noget med tillid at gøre. Bagger og Jensby var forretningspartnere, og når man er forretningspartnere, så hersker der et tillidsforhold mellem parterne - ellers var man ikke forretningspartnere. Prøv at forestille dig, at du får en anonym henvendelse om at en af dine venner er kriminel. Du spørger ham om det passer, og han siger "Heh - hvad tror du selv? Ligner jeg måske en kriminel?" Du synes han opfører sig som han altid har gjort, du er ikke vidende om at der skulle være sket usædvanlige ting i hans liv, og alt ser ud som det plejer. Tager du så den anonyme henvendelse alvorligt, eller stoler du på din ven? Asger Jensby har kendt Stein bagger i årevis på tidspunktet for henvendelsen, den er anonym, nøgletallene ser fine ud - hvorfor skulle han tro at noget var galt? Jensby har simpelthen stolet på Bagger - hvad der jo også er virkelig mange andre der har.

-Hvorfor havde Stein Bagger ansat Dan Sandberg, et tidligere fængselsdømt medlem af Hells Angels, som sikkerhedsvagt?

Igen tror jeg, at den simple forklaring er den rigtige. Bagger har simpelthen kendt Sandberg fra fitness-miljøet i mang år, og hyret ham som sikkerhedsrådgiver. Igen er der et tillidsforhold - det er sværere at stille kritiske spørgsmål til dine venner, for man stoler på sine venner.

-Hvorfor havde Asger Jensby og Stein Bagger en lejlighed sammen på Islands Brygge?
Det havde de måske heller ikke? Måske vidste Jensby ikke, at han havde "skrevet under" på det, og at lejligheden stod i hans navn? Vi ved jo netop, at Stein Bagger har lavet dokumentfalsk, så det giver rigtig god mening.

-Var Stein Bagger alene om det?

Ja - det tror jeg faktisk, i den forstand, at han var alene om bedrageriet. Det er også hængslet i min teori, for jeg tror jo det er startet med bare at være ham. Han har selvfølgelig ikke kunne gøre det uden hjælp, men det var været hjælp, der ikke har involveret i bedrageriet - som f.eks. den skuespillerinde, han hyrede til at hjælpe sig til at overbevise Dorte Toft om ægtheden af hans PhD-grad. Muligvis er de føromtalte svenske forbindelser involveret i et eller andet led, men jeg tror ikke at de er med til den overordnede svindel - højst noget med at hjælpe ham med leasingkarrusellerne. Men det bringer os så også tilbage til spørgsmålet...

-Hvem overfaldt Allan Vestergaard?

Det er et rigtigt godt spørgsmål, og jeg tror at mange ting falder på plads, når og hvis det kommer for en dag. Her er jeg lidt på bar bund. For hvorfor skulle Bagger overfalde ham - eller få nogle andre til det - hvis han var i gang med at tørre ham for et større millionbeløb? Og hvis det var der han fik nys om at noget var galt - hvad man må formode at han gjorde - hvorfor sker der så ikke noget før torsdag, da han tilsidst tager kontakt til Erik Ove og Asger Jensby? Eller var det slet og ret andre involverede? Og hvorfor skulle han overfaldes? Der er selvfølgelig også den mulighed, at det er et hjemmerøveri, som vi ser så mange af nu om stunder, men det virker nu alligevel som for tilfældigt et sammentræf. Overfaldet er muligvis nøglen til det hele.

Ja, det er så min teori. Læser du dette, og har set et aspekt jeg har overset, må du meget gerne skrive en kommentar. Og imens følger jeg sagen så tæt som vi dødelige nu kan - for den er fandeme spektakulær, og der er ikke noget at sige til, at de står i kø for at lave bøger og skrive film.

2 Tone - The Specials

Der skete noget med vestlig musik i årene fra 1975-1985. Først kom punken med sit fræsende udtryk, og jog en issyl gennem den pænhed og konformitet der prægede den kommercielle musikscene i den første halvdel af 70erne. I kølvandet på punken kom en hel bølge af alternativ musik og nye genrer, der for nemheds skyld blev puttet ind under fællesbetegnelsen New Wave. Bands så forskellige som Simple Minds, Talking Heads og Kraftwerk har alle været betegnet New Wave bands. Andre sub-genrer som New Romantics udsprang også af New Waven, og den tidlige goth og postpunk, repræsenteret ved bands som The Cure og The Specimen har også haft betegnelsen hæftet på sig. Synthpop bliver også set som en subgenre af New Wave - og så er der 2 Tone.

2 Tone? Jasguh! 2 Tone var en ny måde at spille ska på, med klar punket toning, i lyd såvel som attitude. Genren brændte ret hurtigt ud, og havde sin glansperiode fra 1979-81. Flere af 2 Tone bandsene hittede på de europæiske hitlister, og et band som Madness er for længst gået over i musikhistorien (selvom de tidligt i 80'erne gik fra ska til pop). Men glem Madness. Glem The Selecter. Glem Bad Manners med deres energiske skaldede forsanger, Buster Bloodvessel. Glem The Beat, der tydeligt har inspireret The Police's lyd. Kongerne over alle 2 Tone bands hed The Specials.

The Specials - eller rettere deres leder, sangskriver og drivkraft Jerry Dammer - siges at være dem, der opfandt 2 Tone bølgen. Jerry Dammers, der var keyboardspiller, dannede bandet i 1977 under navnet The Special A.K.A., som senere blev ændret til det lidt mere mundrette The Specials. Dammers var kunststuderende, tidligere mod, så hippie og senere skinhead, og havde nu fået øjnene op for en afart af den tungere reggae, nemlig ska. Dammers så begrebet 2 Tone, der jo betyder to farver eller nuancer, som et symbol på raceforbrødring og antiracisme, og der var da også to farvede medlemmer i bandet, guitaristen og sangeren Lynval Golding, og Neville Staple, en roadie der nærmest blev rekrutteret som sanger ved et tilfælde, da han stak en mikrofon i stikket under en øver, og begyndte at jamme med på mundgøgl. The Specials første single, Gangsters, opnåede en 6. plads på den officielle engelske hitliste. Bemærk i øvrigt det punkede udtryk i både lyd og fremtræden. I denne periode turnerede The Specials med legendariske The Clash, og havde desuden samme manager, Bernie Rhodes, som der refereres til i Gangsters indledende speak "Bernie Rhodes knows! Don't argue!"

De næste 6 singler The Specials udgav gik alle Top 10 på den engelske hitliste, heraf to førstepladser, og yderligere to i Top 5. Den seneste, Ghost Town, fik særlig opmærksomhed for at være en politisk kommentar til Thatchers Storbritannien, der i 1981 var ramt af høj arbejdshed og krisen gik især udover minedrift. Således var der områder hvor alting lukkede, og folk var nødt til at flytte fra hus og hjem. The Specials fik idéen til sangen under en turne, hvor de i Liverpool havde set lutter lukkede butikker, og i Glasgow havde ældre damer solgt deres the-stel på gaden for at få råd til at leve.

Efter Ghost Town gik bandet i opløsning. Tre af bandets medlemmer, forsangeren Terry Hall og de to farvede syntes at musikken havde taget en mere dyster og melankonsk retning, og de sagde farvel, og dannede i stedet Fun Boy Three for at lave mere lys popmusik. 2 Tone-bølgen var ved at ebbe ud, og Madness gik ovre til at lave mere mainstreamet popmusik. The Specials fortsatte dog med nye medlemmer, og havde et mindre hit i midtfirserne med Free Nelson Mandela, der dog var langt mere afrikansk og verdensmusik-agtig nummer, end det var egentlig ska.

The Specials er desværre lidt glemte i dag, og det er jo synd. Men nu har du da set og hørt lidt af deres musik - og hvis det så skulle give dig lyst til mere, så søg selv videre. Det er god brug af tid ved computeren.

Identity Crisis

Som nogle ved og de fleste ikke, er min helt store passion tegneserier - nærmere bestemt de amerikanske af slagsen der handler om superhelte. Lettere nørdet, vil nogen bemærke, og det er da også rigtigt. Men der er ikke noget galt i at nørde, så længe man ikke selv ender som nørd - og det ville være løgn at påstå det om denne blogs forfatter. En nørd er en person, der går urimeligt meget op i én ting, som regel en nichedille. Jeg går op i mange ting, f.eks. fodbold, madlavning, ´politik, historie, film, rollespil og mig selv, så nørd, nej. Men interessen og passionen for tegneserierne og de farverige helte vil jeg altid have. Og da alle synes at Marvel Comics er det fedeste, har jeg vanen tro kastet min kærlighed på konkurrentens, DC Comics udgivelser. DC Comics er dem med Superman, Batman, Lynet osv.

Dette blogindlæg handler mere præcist om en ganske bestemt udgivelse. Identity Crisis, hedder den, og er efter min ydmyge mening noget af det absolut bedste der er udgivet i genren i mange, mange år.

Umiddelbart ligner det en helt almindelig amerikansk tegneserieudgivelse. Forsiden prydes af flere af de helt stor koryfæer, bla. Superman, Batman, Lynet og Wonder Woman, sammen med et par mindre kendte helte som Grønne Pil, Hawkman og Zatanna. Men lad dig ikke narre, for slår du op i bogen, åbenbares en genial og overraskende kriminalhistorie. Spoilere følger, så nu er du advaret! - Men bare rolig... jeg skal nok lade være at afsløre morderen.

Bogen starter med et mord. Ralph Dibny, Elongated Man (på dansk hedder han af uransagelige grunde "Gummimanden") er en af de få helte, hvis identitet altid har været offentligt kendt. Desuden er han en af de få helte, der er gift, nemlig med society-kvinden Sue Dibny. Men Sue angribes af en ukendt gerningsmand i deres hjem, og selvom hun forsøger at lave et nødopkald til hendes mand, når han kun hjem tidsnok til at finde hendes forkullede lig, gennemblødt af husets sprinkleranlæg.

Superheltemiljøet er oprørt. For første gang er det lykkedes for en skurk at ramme en af heltene gennem hans private venner eller familie. Den skræk, der altid har hvilet over heltene, og har afstedkommet fænomenet med hemmelige identiteter, er nu blevet til virkelighed. Heltene gør hvad de kan for at opklare mordet - men i mellemtiden angribes The Atom's eks-kone, Jean Loring, af morderen. Denne gang når The Atom dog tilbage i tíde, finder sin eks-kone hængende i en strikke, og får hende gjort fri i tide. Nu tager begivenhederne fart. Lois Lane, som bekendt Superman's kæreste (i disse moderne tider er de blevet gift, ganske som det sker i tv-serien Lois & Clark) modtager et trusselsbrev, og Robin's far dræbes af skurken Captain Boomerang, der er blevet hyret af den mystiske morder. Det bør naturligvis nævnes, at morderen findes til sidst, og at dennes identitet er højst overraskende.

Ovenstående er naturligvis den overordnede historie. For i forløbet med at afsløre morderen, afsløres også en "sammensværgelse" nogle af heltene imellem. Sue blev for mange år siden vodtaget af den psykopatiske skurk Dr. Light, der havde tiltvunget sig adgang til Justice League's hovedkvarter, og fundet hende alene der. Ved samme lejlighed havde han komprommiteret adskillige af heltenes identiteter, og da 7 af Justice League's medlemmer tager ham på fersk gerning midt under voldtægten, beslutter de sig for at hjernevaske ham, og slette de dele af hans hukommelse, der indeholder oplysningerne om heltenes sande identiteter. Heltene forstyrres imidlertid af Batman, der bliver rasende da han ser hvad de er i færd med. Batman tror nemlig ikke på hjernevaskning. De tvinges nu til at give Batman samme behandling som skurken, af de samme grunde - nemlig at bevare heltenes inderste hemmeligheder. Men sammensværgelsen har taget sin told gennem årene, og nu truer den selve Jutice League's eksistens. Og ved Batman alligevel besked?

Historien er mesterlig plottet ud og skrevet af Brad Meltzer, og Rags Morales har lavet fremragende tegninger til historien. meltzer forstår at udnytte mere end 40 års DC historie i sin fortælling, og trækker med sit sub-plot tråde tilbage til 60'erne og 70'ernes superheltetegneserier. Han udnytter det righoldige helteunivers optimalt, og får en banal krimihistorie til at folde sig ud med spænding, og med tråde der rækker langt ind i andre serier, og får konsekvenser for hele DC's univers. Står du nede i Fantask med 250 kr. du ikke ved hvad du skal bruge til, så tøv ikke med at købe Identity Crisis. Jeg lover, at når du først har taget hul på den, læser du den til ende inden aftenen er omme!

Første fristil

Ja, det var nu ikke sådan her, jeg havde tænkt mig at skulle debutere som blogger. Jeg havde forestillet mig noget med en lille reception, et pølse- og patêbord med noget god, mid-priced rødvin i glassene, en lille tale, og et endeløst cool solbrillebærende jazzband som nærmest anonymt spiller baggrundsmusik.

Nja, sådan er det selvfølgelig ikke, og med det er vist også godt det samme. Jeg har aldrig haft det fantastisk med receptioner. Denne smalltalkens galladisciplin, hvor bemærkninger som "hvordan kender du så jubilaren?" er fast inventar. Jeg gider ikke den slags - nærværet er ganske enkelt fraværende. Visse personer dukker oven i købet op til den slags arrangementer uden overhovedet at hilse på værten - men blot stiller sammenplantningen med tilhørende visitkort fra sig på gavebordet, og 8 canapeer senere lister ud af døren på vej på weekend. For det er sjovt nok altid fredag eftermiddag sådan noget afholdes, for folk skulle jo nødigt bruge deres fritid på det!

Ok, indrømmet, det var noget af et sidespring. Men det kan du lige så godt vænne dig til, hvis du har tænkt dig at følge med her på disse sider (det lyder så klumme-agtigt), for sådan er jeg. Pludselig falder jeg over et emne, jeg føler noget for, og så farer jeg afsted. Og det må du undskylde, men der er ikke noget at gøre ved det.

Hvorfor vil jeg så starte en blog? Tja, det er egentlig et godt spørgsmål. For nogle år siden syntes jeg, at det var noget pjank. Så fik alle en, og så var jeg bare på tværs - satte vel en ære i at være gammeldags, ligesom da jeg i årevis vægrede mig ved at anskaffe en mobiltelefon, længe efter at jeg ophørte med at kunne argumentere fornuftigt for min stejle modstand. Men nu er blogskriveriet ikke længere blot et modefænomen, og så vil jeg godt være med.

En anden grund er, at jeg ved et tilfælde - eller rettere: En fejl - faldt over en anden blog her i nabolaget, nemlig på Smartlog.dk. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvilken - der er ingen grund til at fornærme nogen - men jeg blev ganske enkelt lamslået. Denne blog, der handlede om singlelivet set fra forfatterens perspektiv, var ganske enkelt navlebeskuende, uinteressant, selviscenesættende - og slet og ret dårligt skrevet! Det er i sig selv ingen forbrydelse, men det der virkelig chokerede mig var, at den bemeldte blog bliver udgivet på bogform til næste år. Og hvis sådan en gang østrogen-panikaldersbavl kan opnå at udkomme som bog, så er der håb for alle! Og dermed også jeg selv - for jeg skriver jo fremragende. Så hvem ved - om et par år udkommer jeg måske som bog, med alt hvad der hører til af midtersider i Berlingske Søndag, receptioner (åhmingud), talkshow-optrædender, og jeg-skal-komme-efter-dig. Måske bliver jeg endda tilbudt et job som Boogie-vært!!

Det bliver skidegodt!